SVENDBORG: Berit Gammelbys cykel er af ældre dato og ikke en, hun kører langt på til hverdag. Men hun er i god form, for hun laver mange andre ting, så hun var frisk på at cykle til landsstævnet. Det samme var Karin Ringsing og Nina Ålborg.
Cykelturen begyndte klokken ni torsdag morgen fra Guldborg, og de brugte det meste af dagen på at cykle de 102 kilometer, for der blev holdt nogle gode pauser undervejs.
- Vi havde en perfekt tur, sol og vind i ryggen og ingen uheld, fortæller Berit Gammelby.
Karin Ringsing og Berit Gammelby er ikke til landsstævne sammen med et hold, det har de ellers altid været før. Men i år var tiden kommet til at prøve noget nyt, så de har tilmeldt sig landsstævnet som enkeltpersoner.
At de så er kommet til at bo på en skole, hvor der står, "dem uden idræt" på døren, synes Berit Gammelby ikke er helt korrekt.
Berit GammelbyDet er en kæmpe chance for at opleve noget, vi ikke har lokalt.
- Vi laver da masser af idræt, vi er bare ikke på et hold, siger hun.
Hun har to formål med at deltage i landsstævnet på denne måde. Dels at blive inspireret til de hold, hun underviser på hjemme, og dels at komme ud at nyde.
- Det er en kæmpe chance for at opleve noget, vi ikke har lokalt, mener Berit Gammelby.
Kendt og ukendt
Karin Ringsing har både valgt noget, hun ikke kender, og noget hun kender godt som rygtræning, som hun har undervist i i mange år.
- Det er godt at få ny inspiration og se, hvordan andre gør, mener hun.
De to kvinder har blandt andet lavet forskellige slags yoga, de havde også planlagt at ville sejle havkajak, men de syntes ikke, fredagens voldsomme regnvejr indbød til en tur på havet.
Da Folketidende møder dem lørdag formiddag, har de netop været til Kundalina-yoga og er begge helt afslappede.
- Vi sad og sang mmmmmm i syv minutter, det er lang tid, mener Berit Gammelby.
Karin Ringsing har ikke prøvet yoga før, men ingen af de to forventer at skulle undervise i denne form for yoga.
Kom og prøv
De er begge begejstrede for konceptet "kom og prøv", disse tilbud kræver ikke tilmelding og afvikles flere gange i løbet af landsstævnedagene.
- Man møder bare op, og hidtil har der været pladser nok, på de hold vi har deltaget i, fortæller Karin Ringsing.
Hun og Berit Gammelby følges ad og vælger mange af de samme aktiviteter.
- Det er rart at have en at være samme med, så man har lidt base. Men vi har heldigvis været med så mange gange, at vi kender mange af de andre lokale deltagere, siger Berit Gammelby.
Landsstævneveteraner
De var begge to til landsstævne første gang i 1976 og var begge med Ollerup i 1981, da landsstævnet var i Slagelse. Altid på store gymnastikhold og nogle gange som træner af et hold.
- Vi nyder landsstævnet på en anden måde nu, siger Karin Ringsing.
Det er Berit Gammelby enig i.
- Når vi var af sted med et hold, kom vi nogen gange slet ikke ud af vores puppe. Det er befriende at være tilskuer og have tid til at prøve nogle af de mange tilbud, siger hun.
Kvinderne forventer først at være hjemme sent søndag, da de selvfølgelig skal se afslutningsshowet, inden de vender næsen hjemad.