Budgetforligene er i hus, og nu ser vi fremad. Man forstår, hvis der drages et lettelsens suk i vores kommunale parlamenter efter et heftigt forløb, hvor den skarpslebne sparekniv har skåret dybt. For dybt.
Det er bestemt godt at være mådeholden, og endnu bedre er det at forvalte borgernes kommuneskattepenge med lige dele præcision og fornuft. Men denne gang er der lagt et unødvendigt stort pres det kommende års budget, et pres, der har medført besparelser over en bred kam.
Folketidende har dækket budgetræset intensivt, og det har bestemt ikke været til den sjove side. Må vi alligevel galgenhumoristisk gøre opmærksom på, at hvis man er interesseret i en hel hal på Lolland eller en leopard-gekko fra Zoo, er chancen der nu.
Byrødderne melder i kor, og enstemmigt, om et forløb, som denne gang har været særligt intenst, og det synes som om, den perfekte storm har ramt os fra flere fronter: Generelt stigende priser, en voldsom forøgelse af udgifterne til det specialiserede socialområde og blandt andet en udligningsordning, der, med Lolland-borgmesterens ord, har spillet fallit.
Kommunale udligningsordninger. Et u-sexet ord for en u-sexet størrelse. Man kan ikke andet end at undre sig over dette teaterstykke fra udligningsforliget i 2020, hvor Christiansborg og kommuner kastede sig ud i en komedie af dimensioner. Foran os så vi et landskab af tal, kurver og kalkulationer, der snor sig som en labyrint, hvor selv kloge hoveder går i stå.
Foran os så vi et landskab af tal, kurver og kalkulationer, der snor sig som en labyrint, hvor selv kloge hoveder går i stå.
På den ene side har vi storbyens vrimmel med dens pulserende aktivitet. Her summer livet, og pengekasserne klirer. På den anden side sidder små samfund, som ser misundeligt til, mens borgmestrene knuger portemonnæen i bekymring over budgettet.
Udligningsordninger skal jo rette op på skævheder, sikre lige muligheder og styrke sammenhængskraften mellem landets kommuner. Noble mål, der får det til at svirre behageligt i enhver velmenende sjæl. Men som med enhver komedie er djævlen i detaljerne, og her falder det ikke ud til Sydhavsøernes fordel.
Hvad nytter det at være sparsommelig, når man trækkes mere i udligning, end man sparer? Hvorfor skal det koste Lolland Kommune fem millioner kroner, at Frederiksberg vælger at hæve skatten?
Det er det glade vanvid, og KL og landspolitikerne jonglerer med tal, mens lokale politikere sidestepper med skæve budgetter. Balancegangen mellem retfærdighed og realitet bliver en akrobatisk præstation.
Lad os ikke glemme, at i dette spil er det borgerne, der sidder på første række. De, der allerede er her og som rammes af unødvendige besparelser, og de, som gerne skulle komme ned til vores landsdel, men mødes af et stadig mindre attraktivt udbud af muligheder.
Folketidende anerkender vores kommuner for en jætte indsats i forbindelse med budget 2024. Og til læserne: Glæd jer, vi lover at vende tilbage med mere udlignings-gak-gak.