Det bliver ikke Færgen, men derimod Molslinjen, som skal drive færgeruten Tårs-Spodsbjerg, som får nyt navn.
Fremover kommer ruten mellem Tårs på Lolland og Spodsbjerg på Langeland til at hedde Langelandslinjen. Det sker, når rederiet Molslinjen overtager driften af den lokale færgerute, som en del af en fusion mellem Danske Færger og Molslinjen.
Overtagelsen har længe været undervejs. Men nu er fusionen så langt i godkendelsesfasen hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at overtagelsen kun er betinget af visse øvrige sædvanlige kontraktvilkår. Når disse foreligger, vil handlen blive endelig.
Indtil det sker, er det stadig Færgen som står for driften. Den endelige dato er ikke fastsat endnu.
Når Molslinjen overtager driften på Tårs-Spodsbjergruten vil det ifølge en pressemeddelelse fra de to rederier blive med samme skibe og personale, der betjener ruten i dag.
Foruden den lokale rute overtager Molslinjen også ruterne Bøjden-Fynshav, Esbjerg-Fanø og Kalundborg-Samsø.