Eleverne på Campus Nakskov har besluttet at gå tilbage til normal undervisning fredag.
Strejken blandt eleverne på Campus Nakskov, som både rummer Nakskov Gymnasium & HF og Celfs hhx- og htx-uddannelser har besluttet at stoppe deres to dage lange strejke, som blev indledt onsdag morgen i protest mod Undervisningsministeriets nye fraværsregler.
Eleverne vil torsdag eftermiddag rydde de afspærringer, de havde sat op, så alt er klar til normal undervisning fra fredag morgen. Det oplyser Freia Gørild Brehm Pedersen, der er elevrådsmedlem på Nakskov Gymnasium & HF, til Radio SydhavsØerne.
Og til Folketidende siger elevrådsformand Patrick Wede Hansen:
- To dages strejke er, hvad jeg som elevrådsformand kan stå inde for. De timer, vi mister i disse dage, får vi ikke igen, siger han.