Til middag fattes spaden og første hul graves for at symbolisere, at nu går byggeriet af folkeskolen i gang.
Balloner vil blive sendt til vejrs, og musikalske toner vil lyde, når borgmester John Brædder (G) til middag klokken 12 fatter spaden og tager første spadestik til den ny tre-sporet folkeskoleskole i Guldborgsund Kommune, Sophieskolen.
- Vi har valgt en placering tæt på ungdomsuddannelser for at skabe et spændende og kreativt samarbejde på tværs af skolerne. Det er vores håb, at det vil inspirere flere af eleverne til at tage en ungdomsuddannelse, når den tid kommer, siger borgmester John Brædder om projektet i en pressemeddelelse.
Sammen med 600 børn fra Fjordskolen og 100 medarbejdere inviterer borgmesteren til byggeriets første spadestik på Poul Martin Møllersvej i Nykøbing. Om et par år skal eleverne selv overtage den nye skole, og de vil klassevis opsende en ballon med ønsker for deres nye skole. Inden da står musikskolens elever for musikalsk underholdning, og et øjeblik efter vil borgmesteren og senere også skolelederen, Jan Axelsen, sige et par ord.
Sophieskolen forventes færdig midt i 2016, og til den tid kan mere end 900 elever fra 0. til 10. klasse spankulere rundt på skolen. Byggeriet, der løber op i 170 millioner kroner, er i øvrigt det største anlægsarbejde i kommunens historie.