Boligforeningsformand er rasende over sag om almennyttige boliger på byrådsmødet i aften, torsdag.
I aften er der byrådsmøde, og punkt seks på dagsordenen er en genganger.
Allerede i juni havde økonomiudvalget sagen om "godkendelse af områdehelhedsplansager i den almene sektor" oppe. Bag den "mundrette" titel gemmer sig en plan for kommunens almennyttige boliger i fremtiden.
Kommunen har arbejdet med denne plan i en styregruppe med politiske repræsentanter og fire repræsentanter fra de almennyttige boligforeninger. Desuden har den været i høring.
Men fremstillingen i byrådet blev udsat til dette august-møde, fordi DAB, Lollands Almennyttige Boligselskab, gerne ville høres om udvikling af boligerne i Rødbyhavn.
I deres høringssvar udtrykte DAB stor utilfredshed med planen. Det er især følgende ordlyd i planen, der får DAB på barrikaderne.
"Kongeleddet - Administrationen anbefaler, at der politisk lægges pres på boligorganisationen (DAB, red.) med henblik på at rive yderligere blokke ned i afdelingen". Det pres skal, ifølge kommunens administration, lægges på DAB ved, at en ønsket renovering af Syltholmsparken - DAB's anden afdeling i Rødbyhavn - kun får støtte, hvis der samtidig nedlægges boliger i Kongeleddet.