Borgere i Region Sjælland har formentlig betalt for meget for varmen. I hvert fald har Energiselskabet E.ON., der netop leverer varme til kunder flere steder i regionen, opkrævet for høje priser. Det har Energitilsynet afgjort i en rapport, hvor de samtidig redegør for, at selskabet ikke har dokumenteret priserne godt nok, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Af rapporten fremgår det, at kunderne har betalt 13,9 millioner kroner for meget, men selskabet kan ifølge avisen risikere at blive afkrævet op imod 42 millioner kroner.
Ifølge Martin Windelin, der er kontorchef i energitilsynet, betyder det dog ikke, at der straks kommer en bunke penge ind ad døren til kunderne.