Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll: Lolland kan finde flere besparelser.
Står det til økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), kan Lolland Kommune finde flere besparelser. Efter at ministeriet har gennemgået kommunens økonomi, slår ministeren fast, at der er potentialer for en mere effektiv drift.
Ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen (S) er der dog ingen nemme løsninger. Lolland Kommune fik ministeriets analyse 26. juni, og nok er der gode forslag i den, men han er langt fra enig i alle konklusioner.
Blandt andet undrer det borgmesteren, at Økonomi- og Indenrigsministeriet kan pege på, at der på den korte bane kan findes besparelser på administrationen, når KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, sidste år kom frem til, at Lolland har den billigste administration i landet.
Viceborgmester Henrik Høegh (V) glæder sig over, at indenrigsministeren i det mindste nu har erkendt, at Lolland Kommune har udfordringer.
- Vi er mest udfordret på langt de fleste sociale parametre, og derfor er det også naturligt, at vi får den største udligning.
Læs også artiklen "- Minister anerkender udfordringerne" i torsdagens Folketidende.