Lolland Kommune klager over Naturstyrelsens afgørelse.
Naturstyrelsen har foreløbig spændt ben for en planlagt udvidelse af flyvepladsen på Vejrø i Smålandsfarvandet.
Styrelsen mener ikke, der er en rimelig begrundelse for at tilsidesætte kystbeskyttelsen for at åbne mulighed for, at øen kan beflyves med erhvervsmæssige taxifly.
En afgørelse, Lolland Kommune er lodret uenig i.
- Jeg har derfor indklaget afgørelsen for Natur- og Miljøklagenævnet, og efterfølgende har et enigt miljøudvalg godkendt klagen, siger formanden for udvalget, Gert Mortensen (A).
- Normalt klager vi ikke over andre offentlige organer, men der er allerede en græsbane på øen, og der er en udvikling i gang som vi støtter. Ellers vil Vejrø gro til i brombærkrat igen, siger Gert Mortensen.
- Jeg vil slås for Vejrø, og om nødvendigt gå til ministeren, tilføjer han.
Den nuværende græsbane på øen, anlagt før 1996, er 600 meter lang og 15 meter bred. Den, som øens ejer, Vejrø ApS har søgt og fået afslag til at anlægge, skulle være 900 meter lang og 40 meter bred, og have et lidt ændret forløb.