I sommer reddede Randi Pedersen og Per Høj en sejler op fra havet, hvor han havde ligget i 17 timer. Fredag fik de en af de ti priser i Danmark som Årets Folkehjælper.
Overraskelsen stod malet over hele ansigtet på Randi Pedersen, da hun fredag eftermiddag åbnede hoveddøren i hjemmet i Hunseby, og så repræsentanter fra Dansk Folkehjælp stå udenfor med prisen som Årets Folkehjælper.
I sommer var hun på sejltur med sin mand, Per Høj, sønnen Simon og hunden Ronja. Her opdagede de sejleren Thorbjørn Hendil, der 17 timer tidligere var faldet i vandet fra sin båd, under en sejltur fra Svendborg til Amager. Havde parret ikke spottet sejleren, der var tæt på Vejrø, var han formentlig død i vandet, da eftersøgningen efter ham var indstillet.
Den flotte indsats blev på årets Frivilligdag belønnet af Dansk Folkehjælp, der gav parret prisen en af de ti Årets Folkehjælper-priser, som blev uddelt i dag.
Venner og familie havde holdt udnævnelsen hemmelig for familien, og i en sådan grad, at kun Randi Pedersen var hjemme da prisen blev overrakt, da Per Høj endnu ikke var kommet hjem fra arbejde.
Randi Pedersen var beæret over at modtage prisen, som man i Dansk Folkehjælps lokalafdeling slet ikke var i tvivl om skulle gå til parret.