OPDATERET 11.19: Både Gedser-Rostock og Tårs-Spodsbjerg-overfarterne indstilles og sejler først igen i morgen.
Scandlines har allerede nu taget konsekvensen af vejrproblemerne og aflyser resten af afgangene i dag og de første morgenafgange i morgen på Gedser-Rostock overfarten.
Problemet er dog ikke direkte stormvejret, men derimod meget lav vandstand i Gedser Havn, som dog er forårsaget af blæsten.
Første afgang fra både Gedser og Rostock ventes at blive i morgen fredag klokken 11.15, oplyser rederiet, der dog tilføjer, at man indtil videre forventer at kunne sejle normalt dagen igennem på Rødby-Puttgarden, og passager fra Gedser-Rostock henvises i stedet dertil.
Også rederiet Færgen, der sejler på overfarten mellem Tårs og Spodsbjerg, har besluttet at indstille sejladsen mellem Lolland og Langeland resten af dagen.
Sidste afgange fra de to havne er klokken 12.15. Rederiet regner umiddelbart med at sejle normalt igen fra fredag morgen.
Lolland Færgefart varsler også aflysninger på færgeoverfarterne mellem Lolland og Fejø, Femø og Askø, hvis vejret udvikler sig som forudsagt.