Det er selvfølgelig ikke den firbenede med knurhår, Ugeavisen opfordrer til at grille. Nej, der er tale om denne 31 punds tunge havkat, der forleden blev hentet hjem til Annes Fisk på havnen i Nykøbing F. Krabaten blev fanget i Vesterhavet, da det efter sigende er “kattetid”. Det betyder, at havkattene trækker ind for at gyde.
- Den måtte jeg bare eje, da jeg var på fiskeauktion i det jyske. Det er den største, jeg nogensiden har set. Den bliver også kaldt koteletfisk, og inden længe skal den laves om til de lækreste stykker, der er lige til at komme på grillen - det smager bare rigtig godt, fastslår fiskehandler Martin Stanley Quaife, der her får hjælp af sin kone Lea til at håndtere den knapt så smukke men yderst velsmagende fisk.