“Lolland-Falster Undersøgelsens” første klinik åbner i dag.
Over de næste fire år vil op mod 50.000 borgere på Lolland og Falster få en invitation til at være med i “Lolland-Falster Undersøgelsen.”
Det er en stor, unik befolkningsundersøgelse, der skal gøre det muligt at forske i sundhed, helbred og trivsel på Lolland-Falster.
- Lolland-Falster Undersøgelsen går ud på at skabe ny viden. Så hvis man får en invitation og har lyst til at deltage, kan man være med til at sikre, at vi kan forske. For eksempel i de store folkesygdomme. Det er viden, der kan komme os alle til gode, både nu og i de næste generationer, siger Randi Jepsen, der er chef for undersøgelsen.
Hun forklarer, at man samtidig kan få ny viden om sig selv:
- Vi undersøger blandt andet deltagernes hjerte- og lungefunktion, blod og urin. Undervejs kan vi fortælle, hvad vi finder og efter undersøgelsen kan man få et brev med sine resultater. Her vil det fremgå, hvis vi er stødt på noget unormalt.
Lolland-Falster Undersøgelsen er det hidtil største forskningsprojekt på Lolland og Falster, og det er første gang i Danmark, at der bliver gennemført en så omfattende befolknings-undersøgelse i et landområde.
- Vi forventer, at undersøgelsen vil skabe op mod 20 nye arbejdspladser og et attraktivt fagligt forskningsmiljø. Det kan virke som en positiv dynamo for nye samarbejdsmuligheder lokalt, siger Randi Jepsen.
Lolland-Falster Undersøgelsens klinik i Nakskov bliver i dag åbnet på Nakskov Sundhedscenter. Lolland Kommunes borgmester og Region Sjællands regionsrådsformand klipper den røde snor.
Op mod 100 forskere fra både ind- og udland vil være involveret i undersøgelsen.