Troels Jørgensen efter konkursen: - Det havde jeg da håbet på

Mia Jørgensen måtte for to uger siden begære Troels Jørgensen A/S konkurs. Arkivfoto: Jan Knudsen

Også Mia Jørgensen, der var direktør i Troels Jørgensen A/S indtil konkursen glæder sig over resultatet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg er meget glad på deres vegne.

Sådan lyder det kort fra Troels Jørgensen, der i 1977 overtog den virksomhed, som fik navnet Troels Jørgensen A/S, efter det tirsdag stod klart, at den konkursramte virksomhed nu genopstår med nye ejere.

For to uger siden måtte Mia Jørgensen, der var direktør i Troels Jørgensen A/S og datter af Troels Jørgensen, kaste håndklædet i ringen og meddele, at det var begæret konkurs.

Nu genopstår det i et nyt selskab under ledelse af ny direktør Jacob Andersen og partner Johnny Ryberg Hansen.

Sidstnævnte er også direktør for den lokale entreprenørvirksomhed Idebyg A/S, og i sidste uge overtog han navnet Troels Jørgensen A/S.

Jacob Andersen har frem til konkursen arbejdet som projektleder for anlæg, jord, kloak og beton hos Troels Jørgensen A/S.

Et vilkår

Troels Jørgensen, der er blevet 80 år, fortæller, at han i flere år har gået derhjemme og passet sine egne ting og altså ikke bladnet sig i den daglige drift af virksomheden, efter hans datter overtog den.

- Jeg havde da håbet på, at min datter kunne have kørt virksomheden til evig tid, men sådan er det jo, siger han:

- Det har jo altid været et vilkår, at man kan gå konkurs.

På trods af, at det nu ikke skal være Mia Jørgensen, der skal køre virksomheden videre, er han glad for, at virksomheden stadig kommer til at have aktivitet i Kettinge, og han håber på, at de to nye mænd i spidsen kan køre virksomheden videre som sådan.

Håbede på flere medarbejdere

Også afgående direktør Mia Jørgensen er glad for, at hele sagen nu er landet, og virksomheden har fundet sine nye ejere.

- Jeg er meget glad for, at det er Jacob Andersen og Johnny Ryberg Hansen, der har købt navnet og bygningerne, siger hun.

Hun er dog ærgerlig over, at det ikke er alle stillinger, der er blevet ført med videre over i den nye konstruktion, så der nu kun er ca. 20 medarbejdere, fra det gamle Troels Jørgensen A/S, der kommer med over i det nye firma. Jacob Andersen har tidligere udtalt, at han håber at kunne byde flere velkommen tilbage, efterhånden som ordrebogen vokser.

- Det kunne jeg godt have ønsket for medarbejderne, men jeg ved også godt, at det kan være svært at få sådan noget med videre samlet, siger Mia Jørgensen.

Hun fortsætter i en koordinatorstilling hos Idebyg A/S efter ejerskiftet, men kommer ikke til at have del i ejerskabet i den nye virksomhed.

Læs også:

Efter konkurs: Lokal entreprenør overtager Troels Jørgensen-navnet

Står klar til at købe: Nu forhandles der om Troels Jørgensens fremtid

Troels Jørgensen begæret konkurs