Lollands borgmester Stig Vestergaard fik 420 protestunderskrifter fra Bandholm.
En lille gruppe bandholmere var torsdag morgen på besøg hos borgmester i Lolland Kommune, Stig Vestergaard (A).
Med sig havde de 420 underskrifter fra vrede beboere i Bandholm, Reersnæs og Blans. De protesterer imod, at kommunen vil sælge bygningerne ved den gamle Bandholm Skole. H
er holder mange af lokalområdets foreninger til, og områdets beboerhus og det nyprivatiserede Bandholm Børnehus har til huse i bygningerne.
Men der var ikke blot underskrifter til borgmesteren. Bandholmerne har også beregnet, hvad det vil koste kommunen at beholde bygningerne. Og de har lavet en ny udregning af, hvad det vil koste at varme bygningerne op. Det er nemlig den dyre opvarmning, der gør, at kommunen vil af med stedet.
- Jeres priser stemmer altså ikke helt med, hvad vores specialister er kommet frem til, sagde Anne Elmer fra borgergruppen.
Stig Vestergaard synes især, at de nye varmeberegninger lød interessante, og lovede at kigge på sagen igen i økonomiudvalget.