Hospice vil sætte sygdom, død og sorg på skoleskemaet

SVANEVIG:  Svanevig Hospice vil nu sætte nogle af de helt svære emner på skoleskemaet med et nyt undervisningstilbud til lokale skoler.

På Svanevig Hospice kommer der en del børn som pårørende til beboerne. De frivillige og de ansatte tager hånd om dem og deres sorg, og i hospicets hjerte er der indrettet et børnerum, hvor børnene kan få en pause med et computerspil, en bog eller en tegneblok.

Nu vender hospicet sig ud mod omverdenen og tilbyder den ekspertise til lokale skoler og præster. Det sker med et nyt undervisnings-tiltag baseret på materialet "Hospice i børnehøjde".

Svanevig har fået sit eget udekørende undervisningshold bestående af sygeplejerskerne Ann Feilberg, Mathilde Nørregaard, Kirsten Jantzen og frivillig Brian Rasmussen, der vil tage ud til skoleklasser på 7. til 9. klassetrin og fortælle om hospicets arbejde.

- Det er spændende at komme ud af huset at fortælle om hospice, om døden og om etikken. At få snakket med børnene om, hvad det er, vi ser på hospice, og hvorfor vi har så svært ved at snakke om det, siger Ann Feilberg.

Hospicet får ofte henvendelser fra skoleelever, når de skriver projekter om aktiv dødshjælp.

- Så vil de gerne herud og snakke med os. Men er der noget, vi aldrig taler om her, så er det aktiv dødshjælp. Vi yder aktiv livshjælp i stedet for. Jeg synes, det har været spændende at snakke med de unge om det, når de har været her, siger Kirsten Jantzen.

Aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er også et tema, der kan diskuteres gennem "Hospice i Børnehøjde".

- Vi spørger dem: "Hvorfor er det, man så gerne vil have lov til at afslutte livet og selv bestemme?". Mange unge tænker, at det er så slemt at være syg, at det er bedre at få det afsluttet. Her på hospice tænker vi jo modsat, hvordan man får det bedst mulige ud af situationen, og hvordan man får det bedst muligt, selvom man er syg, forklarer Kirsten.

De unge skoleelever spørger også hospicets ansatte om, hvordan de skal forholde sig til en kammerat, som har mistet. Dermed afspejler de en berøringsangst, mange voksne danskere også går rundt med. For hvad siger man egentlig?

På hospice møder de ofte forældre, som har svært ved at tackle situationen over for børnene.

- Det er ofte de voksne, som begrænser nysgerrigheden. Her har vi en opgave i at tale med de voksne om, at det måske var en god idé, at barnet kom med ind og så morfar, siger Kirsten.

- Børns fantasi kan jo løbe løbsk. Her er det måske bedre at se, hvordan virkeligheden ser ud, siger Ann.

Når der er børn, som er pårørende, lyder rådet som regel fra de ansatte, at tingene skal ske på barnets præmisser.

- Barnet skal selv have frirummet til at gå ud eller ind af patientlejlighederne. Det skal ikke være en tvang, siger Ann.

Medlemmerne på holdet er måske ikke læreruddannede. Men de er eksperter på deres felt og har selv børn og børnebørn. Brian Rasmussen er vant til at undervise brandkadetter, og Kirsten er gammel spejderleder. Derfor føler de sig godt rustet til deres nye rolle som undervisere for 7. til 9. klassetrin.

- Den aldersgruppe, vi gerne vil ud til, er en gruppe, der tænker rigtig meget over tingene, og de stiller spørgsmål ved alting. De tænker og filosoferer meget over de store spørgsmål. Det hele skal vendes og drejes, siger Kirsten.

Holdet håber, at det spreder sig som ringe i vandet, når de unge får talt om alt det svære.

- Og så kan det jo være, de går hjem og snakker med forældrene og andre søskende om det. Så  man kan få en mere afslappet snak om sygdom og død omkring middagsbordet, siger Ann.

Mange unge, der oplever at miste en søskende eller en forælder i en tidlig alder, føler sig meget ensomme, netop på grund af den berøringsangst, der hersker i samfundet.

- Der er ingen af kammeraterne, der tør snakke med dem, fordi det er så svært. Og det er lige præcis der, man har allermest brug for dem, siger Kirsten.

- Vi vil gerne italesætte, hvordan man kan være en god kammerat og støtte for en, der har mistet, siger Mathilde.

Svanevig Hospice har nu sendt breve ud til lokalområdets skoler og præster. For målgruppen hedder 7. til 9. klasse, og derfor vil "Hospice i børnehøjde" også passe ind i en konfirmationsforberedelse. Indtil videre har et par præster vist interesse.

- Det har knebet lidt med tilbagemeldingerne fra skolerne. Vi håber, at vi kan få kontakt med lærerne, før vi skal ud. For så kan klassen forberede sig på vores besøg og snakke lidt om, hvad de kan have af spørgsmål, siger Ann.

Tilbuddet gælder både et besøg på skolen, og at klassen kan besøge hospicet.

- Så kan de mærke stemningen og se med egne øjne, at man kan altså godt sidde at grine, selv om man er syg - og der er musik og sang og glade dage her på hospice, siger Ann.

- Ja, der er ingen, som falder døde om, bare fordi de træder ind over dørtærsklen, smiler Kirsten.

Hospicet håber, at skolerne vil tage imod tilbuddet, så de unge kan være bedre beredt til den uundgåelige dag, de selv eller deres venner står over for et tab.

- Det er lige så sikkert, som det er, at vi kommer ind i livet, at vi skal herfra igen. Men døden kan jo have mange former. Den kan både være traumatisk og fredfyldt. I vores samfund er der meget fokus på, at døden er noget tragisk og ofte voldsomt. Men det kan altså også være så fint, siger Brian.

- Vi skal jo ikke fortælle vores unge, at livet bare går glat og lige ud af landevejen. Vi skal ruste de unge til at kunne tackle de udfordringer, som er et vilkår i livet. Vi skal ikke alle sammen bare være Facebook-lykkelige hele tiden. Det er okay, at livet er hårdt ... og det er okay at snakke om det, siger Kirsten.