I kronprinsesse Marys hjemland er kirken som en reservefamilie, der værner om danske værdier

Af Marianne Gaarden

Geografisk set kan man nærmest ikke komme længere væk fra Danmark end Australien. Men på trods af afstanden er landet på den anden side af jordkloden i særdeleshed nært forbundet med kongeriget Danmark. Det ser man tydeligt, når Jørn Utzons operahus pryder havnefronten i landets største by Sydney, og det mærkes, når man taler med australiere, der alle ved, hvem kronprinsesse Mary er.

Den længere færd, som jeg er ude på som biskop for en række danske kirker i udlandet, har nu bragt mig til Australien. Jeg har i den seneste uge blandt andet besøgt de danske kirker i Sydney og i den sydlige storby Melbourne.

Her mødte jeg blandt andet en Mette Southwick, en dansk kvinde, som har giftet sig med en australier. Hun havde ikke tænkt på at sætte sine ben i kirken, før hun stod med sin nyfødte søn i armene.

Da gik det op for Mette Southwick, at hun længtes efter et fællesskab, som sønnen kunne vokse op i - et fællesskab præget af de værdier, hun gerne vil udruste ham med. Det endte med, at kvinden opsøgte den danske kirke i Sydney, og hun har været en del af kirkens liv lige siden.

"I den danske kirke finder jeg en dansk mentalitet, som for mig er tolerance, frisind og dansk humor", forklarede hun mig.

Og disse værdier er ganske anderledes end dem, hun oplever i den australske kirke, som har tendens til at lukke sig mere om sig selv, mens traditionen fra Danmark er stik modsat; at kirken er en del af det omkringliggende samfund og derfor er i bevægelse, præcis som samfundet er det.

Australien er et multikulturelt samfund. Her bor muslimer, jøder, hinduister, katolikker, protestanter, reformerte og ortodokse, men trods dette væld af religiøse tilhørsforhold fylder religionen overraskende lidt i det offentlige rum.

I den skole, hvor den danske præst Bente Holdgaards børn går, er der børn af hele 60 forskellige nationaliteter, og det kan selvsagt give udfordringer, når der skal laves mad til børnefødselsdage og tages hensyn til spiseregler og tilberedningsforhold.

Den lutherske form for kristendom, som vi også er rundet af i Danmark, sygner langsomt hen blandt australierne, hvor kun to procent er lutheranere. I Australien er offentlighedens syn på alle de kristne kirkesamfund i disse år påvirket af de dystre afsløringer af katolske præster, der har misbrugt børn seksuelt.

Fordomme kan let trives blandt mennesker, som aldrig har oplevet nogen fast tilknytning til et kirkeligt miljø, og for mange kan det være svært at skelne mellem de mange kirkesamfund. Derfor sætter mange australiere lighedstegn mellem den danske lutherske kirke og de australske lutherske kirker, som er grundlagt af tyske immigranter og derfor er meget mere konservative, eksempelvis ved at være imod kvindelige præster.

Når man som dansker møder disse fordomme og eksempler på, hvordan det står til i andre afkroge af kirken, kan det være forbavsende. Det er næppe det billede, den almindelige dansker har af deres lokale folkekirke hjemme fra vores nordlige breddegrader.

Det minder dem om, at det er et unik afslappet og omfavnende kirkesamfund, vi har udviklet gennem årene, og dette danske kristne værdisæt ønsker mange af danskerne i Australien at værne om. Det er så meget mere end en kirke, der bruges til gudstjeneste søndag morgen. Det er rammen om et syn på livet og på hinanden som medmennesker, der bør mødes med tillid og tilgivelse.

Forleden dag havde jeg glæden af at møde kirkerådet - det svarer til det danske menighedsråd - ved kirken i Sydney, sammen med udlandsprovst Pia Sundbøll, som har slået følge med mig på rejsen. Vi spurgte dem om, hvad der får dem til at bruge tid og energi på det frivillige arbejde, og svaret var prompte og uden tvivl:

"Du må tænke på, at vi jo ingen ældre generationer har - bedsteforældre, onkler eller tanter - her i Australien. Så de andre danskere i kirken bliver vores familie", lød det fra et af kirkerådets medlemmer.

En mobil blev hevet op af lommen, og frem kom et billede af et to dage gammelt barnebarn, som befinder sig i Danmark.

Når man har valgt at immigrere, enten fordi man er blevet gift, er udstationeret med sit arbejde eller er au pair eller studerende, så går livet videre for familien på den anden side af jordkloden. Da opstår behovet for en reservefamilie - nogen, man kan bekymre sig om og dele dagligdagens op- og nedture med.

Sådan et fællesskab oplever jeg her i de danske kirker i Australien. Selvom nogle må køre flere timer for bare at komme igennem Sydney, der er på størrelse med Fyn, så kommer de glædeligt. Ikke kun for gudstjenesten, men også for at møde andre danskere, spise rugbrød, smørrebrød og hot dogs med remoulade og ristede løg - og ikke at forglemme, genoplive barndomsminder gennem smagen af Haribo slik.

Fortid og fremtid smelter sammen for danskerne i udlandskirkerne. De ønsker at bevare tilknytningen til den danske kultur, men ikke blot som et minde fra fortiden: De ønsker et nutidigt fællesskab i deres nye hjemland, blot med de samme værdier, som de kender fra Danmark.

Det var med en vis stolthed og glæde, at udlandsprovsten og jeg fortalte danskerne i kirken om, hvordan folkekirken har udviklet sig i Danmark i de senere år med både spaghettigudstjenester for travle børnefamilier, babysalmesang, pilgrimsvandringer, drop in-dåb og teologiske samtalesaloner for unge mennesker med mod på livets storhed.

Spritnye tal fra Danmarks Statistik understøtter vores stolthed: Stadig flere danskere melder sig ind i folkekirken, og det skyldes måske, at tærsklen til kirken er blevet sænket, og at det i endnu højere grad end hidtil er folkets kirke. Det er også på baggrund af denne dynamik, at organisationen af Danske Sømands- og Udlandskirker ikke anbefaler, at en præst skal være udsendt i længere tid end otte år - netop for, at præsterne ikke skal miste fornemmelsen for, hvordan folkekirken udvikler sig blandt danskerne.

Det er en kirke, der sandelig er folkets - for lige som et folk ikke står stille, så gør folkekirken det heller ikke, men er et "hus af levende stene", som salmedigteren Grundtvig engang så rammende formulerede det. Også i Marys hjemland.