Gør noget for de skæve eksistenser

LOLLAND-FALSTER Hvad gør en gadesovende hjemløs, der formentlig har et misbrug af enten øl, hash eller endnu mere potente rusmidler, hvis benet pludselig driller, synet slår knuder eller der er andet, der pludselig ikke virker, som det plejer at gøre? De fleste med fast adresse og tilknytning til arbejdsmarkedet ville nok hive deres NEM-ID op af lommen og bestille en tid til lægen, få en tid flere uger ude i fremtiden og så ellers afvente situationen.

Men sådan er det selvfølgelig ikke at være hjemløs misbruger. Der flyder dagene ofte sammen, og en aftale med en læge eller et sygehus flere uger eller måneder ude i fremtiden kan lige så godt betragtes som værende et hypotetisk tilbud. Hjemløse og socialt udsatte har det også svært, hvis de kommer så langt i systemet, at de rent faktisk skal indlægges på et hospital.

Derfor har Nykøbing F. Sygehus siden januar 2019 haft Louise Hemmingsen ansat. Hun har titlen socialsygeplejerske, og hendes job er ikke at behandle forstuvede ankler eller luftvejsinfektioner - hun sørger for, at socialt udsatte føler sig i stand til overhovedet at være et sted i et stort og komplekst sundhedssystem, der kan tage pusten fra de fleste, hjemløse eller ej.

- Jeg er brobygger til væresteder, varmestuer, psykiatrien og alle mulige andre instanser, hvor hjemløse og socialt udsatte kommer. Og jeg bygger bro mellem den indlagte og det resterende personale på sygehuset. Jeg har at gøre med en gruppe mennesker, der ikke føler sig hørt eller set i de her stramme strukturer, der er, når man bliver indlagt og skal behandles, fortæller Louise Hemmingsen.

Hvis en hjemløs er vant til at drikke store mængder alkohol, ryge hash eller tage andre rusmidler, bliver de under indlæggelsen tilbudt at blive afruset, mens deres fysiske skader behandles. Men det er ikke alle, langtfra faktisk, som ønsker at blive ædru, selvom de får tilbuddet.

- Vi vil allerhelst afruse folk, når de er indlagt, men det er der jo mange, der ikke er interesserede i. Hvis en hjemløs i årevis har drukket en kasse øl hver eneste dag, og ikke vil ud af det, så skal vi kigge på, hvordan man som sygehus så kan håndtere det. Det kan godt lade sig gøre, men alle, der er en del af behandlingen, skal være med på, at vi laver en aftale med den enkelte patient, forklarer Louise Hemmingsen.

- Mange socialt udsatte vil være klar på at lave en aftale om, at de så må nøjes med kun at drikke 15 øl. Der kan personalet så måske være bange for, at de begynder at vælte rundt på afdelingen og være fulde, men sådan bliver de jo ikke, for de er vant til den mængde alkohol. De fungerer ikke uden, og hvis de bliver abstinente, så går de. Vi skal være åbne og rundt om fordommene - finde mennesket bag misbruget og mistilliden, forklarer socialsygeplejersken.

Hvis der ikke laves særlige aftaler eller på anden måde findes løsninger på patientens særlige behov, har det ganske store konsekvenser.

- De socialt udsatte forlader simpelthen sygehusene uden at få færdiggjort deres behandling. Det gør, de blev genindlagt hurtigt igen eller simpelthen dør i sidste ende. Man har ikke været opmærksom på at dække deres abstinenser, hvis de havde sådan nogle, eller forstå, at de her mennesker lever meget anderledes end de fleste andre patienter, siger Louise Hemmingsen.

Derfor har Louise Hemmingsen en soleklart mål for, hvad der konkret skal ske i løbet af 2020:

- Jeg håber, at vi i år kan få lavet en nedskrevet retningslinje, der indeholder anbefalinger vedrørende socialt udsatte patienter under indlæggelse, så vi i fremtiden har nogle retningslinjer for, hvad der kan gøres i bestemte situationer, forklarer Louise Hemmingsen.

Som socialsygeplejerske er Louises mål at fokusere på det hele menneske i behandlingen. Derfor bruger hun også tid på at gøre ting, sygeplejersker normalt ikke har tid til i tider med effektiviseringer og nedskæringer i sundhedsvæsnet.

- Som socialsygeplejerske har jeg mere tid til alt det rundt om den fysiske sygdom, fordi jeg ved, at mine kollegaer har styr på den del af patientens behov. Nogle gange agerer jeg pårørende. Jeg kommer forbi med en æske chokolade, spiller kort, er med til lægesamtaler. Mange hjemløse har ikke nogen pårørende overhovedet. Og det, at jeg lige kommer forbi, kan være med til at gøre, at nogle af dem bliver tiden ud og får den behandling, de skal have, forklarer Louise Hemmingsen.

For selvom man lever en, i hvert fald for udenforstående, hård og måske kummerlig tilværelse, har man stadig behov for at få dækket de samme menneskelige behov som alle andre.

- Hjemløse er lige så bekymrede for deres helbred som alle os andre. De tænker nøjagtigt de samme tanker, som vi alle sammen gør. Og selvom man har et aktivt misbrug, så har man lige så meget ret til behandling som alle mulige andre, siger Louise Hemmingsen.

Men Louises arbejde som socialsygeplejerske på Nykøbing F. Sygehus står ikke alene. Hun arbejder sammen med mange forskellige mennesker, der spiller en rolle i psykiatrien, på forsorgshjem eller i offentlige instanser i både Guldborgsund, men også i de omkringliggende kommuner. Det er for eksempel Støtte og Kontaktpersoner i socialpsykiatrien, Rusmiddelcentre, Særlig Koordineret Indsats i Guldborgsund Kommune, ROK Lolland i Lolland Kommune, Vordingborg Kommunes team "Sammen om min vej" og væresteder som Perronen eller Huset i Nykøbing.

- Der er lavet gode teams i både Guldborgsund og Lolland kommuner, der har et helhedsorienteret blik for patienten. De støtter op og er guld værd for os, for de bliver vores tætte samarbejdspartnere i arbejdet med at støtte de socialt udsatte, når de ikke længere er tilknyttet sygehuset, forklarer Louise Hemmingsen.