Guldborgsundlisten er klar med 24 kandidater til kommunalvalget, hvor borgmesterposten skal genvindes.
GULDBORGSUND Når krydset skal sættes ved kommunalvalget 16. november, bliver det efter en valgkamp, hvor Guldborgsundlisten har haft fokus på velfærd.
Det fortæller formand John Brædder, efter listen mandag aften holdt opstillingsmøde, hvor kandidaterne blev fundet.
- Kandidaterne er stærke på velfærd, og det er jeg super glad for. Det bliver i høj grad et velfærdstema, vi kommer til at køre. Vi har fået økonomien rettet op, så vi kan begynde at se fremad og skabe endnu mere vækst og udvikling i vores kommune og sikre et stærkt og trygt velfærdssystem, siger han og tilføjer:
- Samtidig kan vi nu også tillade os at drømme stort, så endnu flere får øjnene op for, hvad Guldborgsund kan tilbyde. Det vil betyde flere tilflyttere, flere nye virksomheder i kommunen og dermed flere arbejdspladser. Det vil jeg være med til fortsat at udvikle.
24 kandidater har listen til kommunalvalget, to flere end for fire år siden, og med er 13 gengangere fra sidste stemmeseddel.
Øverst står John Brædder, der søger en fjerde periode som borgmester, mens fem af de ni listekollegaer i byrådet følger på de næste pladser: Martin Lohse (2), Rene Fjeldsøe Sørensen (3), Milad Rajabi (4), Jens Erik Boesen (5) og Peter Bring-Larsen (6).
De øvrige nuværende byrødder er Camillo Krog (10), tidligere borgmester i Nykøbing F. Kommune Poul-Henrik Pedersen (12) og Maibritt Mathiasen (22).
Derudover består listen af Louise Sparre Flørning (7), Nikolai Lundstrøm (8), Laura Ljung (9), Daniel Ken Togo Kristiansen (11), Kim Winther Jensen (13), Lene Madegaard (14), Fie Bjørnholt-Schou (15), Joachim Cyrill Hansen (16), Khalid Elmi (17), Lars Havsteen Jensen (18), Michael Simonsen (19), Karen Larsen (20), Catja Larsen (21), Anders Bondo (23) og Nikolaj Dennis Larsen (24).
Michael Simonsen er også kandidat ved regionsrådsvalget, som holdes sammen med kommunalvalget. Her opstiller listen også Jørn-Erik Rasmussen.
Mødet fandt sted på Kumus ved Fuglsang, og John Brædder beretter om en god aften:
- Og jeg er sindssygt stolt af mangfoldigheden på vores liste, hvor der er god spredning på alder, interesser og faglig og uddannelsesmæssig baggrund. Vi er lykkedes med at opstille et kandidatfelt, som borgerne kan spejle sig i, og hvor vi også dækker kommunen geografisk, og det er vigtigt i en lokalliste.