Lohse åbner efter at have trimmet butikken til nye tider.
Mandag 27. august slog Karina Lohse dørene op for sin butik i Nygade i en ny og fremtidssikret version.
Alt er blevet trimmet og frisket op med maling, og selve indretningen af butikken er blevet lavet om, så der i dag er tale om en netshop med fysisk butik i stedet for som hidtil at være en fysisk butik med netshop.
- Mange har spurgt, om jeg var ved at lukke forretningen, fordi vi har sløjfet den del, der førhen rummede lingeri-afdelingen. Det er jeg ked af og vil gerne slå fast, at jeg ikke har planer om at lukke min butik, forklarer Karina Lohse og fortsætter:
- Når vi nu åbner igen, vil jeg gerne signalere, at jeg tror på fremtiden. Derfor har jeg eksempelvis fået malet butikkens disk knaldrød, så dette livsbekræftende tegn kan spottes helt ude fra gaden.
- Vi har også lavet om, så netshoppen bliver mere synlig og en integreret del af den fysiske butik.
Hvis man besøger Lohse i Nygade og finder varer i netshoppen, kan man bestille dem og siden få dem leveret direkte til hjemadressen. Man ikke er ikke nødt til at tage ind til forretningen igen for at hente varerne.
- Netshoppen er en kæmpe fordel for alle vores kunder, slutter Karina Lohse.