Antallet af kommissioner, udvalg og arbejdsgrupper er siden regeringen trådte til steget eksplosivt og er efter et halvt år oppe på 29.
Det er mere end dobbelt så mange som de 12, VK-regeringen ifølge Politikens optælling nedsatte i samme tidsrum, da den kom til magten i 2001.
Foruden to store undersøgelseskommissioner - om Irakkrigen og Thornings skattesag - er der nedsat 27 andre med det formål at tilvejebringe viden, før politikerne laver ny lovgivning.
Men kommissioner er ikke nødvendigvis så saglige og objektive, som de ser ud. De kan derimod bruges taktisk og som politiske styringsredskaber.
- Det smarte ved kommissioner er, at de på den ene side er nedsat, styret og defineret af regeringen, og på den anden side er de ikke regeringen, siger Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, til Politiken.
- Det giver den vidunderlige mulighed, at regeringen kan undsige en kommission - og smide dens konklusioner væk, hvis tingene udvikler sig, så man politisk ikke er interesseret i at forfølge den dagsorden, kommissionen peger på, siger han.
Tidligere departementschef i Finansministeriet Erik Bonnerup er enig.
- Det lyder altid pænt og meget sagligt med en kommission. Men realiteten er til at overse, hvis det er embedsmænd, der af gode grunde må varetage regeringens interesser, som sidder der, siger han til Politiken.
Venstres næstformand, Kristian Jensen, hæfter sig ved, at regeringen "nedsætter en kommission hver eneste uge".
- Regeringen aner ikke, hvor den vil hen - andre skal udforme dens politik. I virkeligheden dækker det over tre partier i vild splid med hinanden, siger Jensen til Politiken.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), som står bag ni af de nedsatte kommissioner, ser ikke noget problem.
- I stedet for at lave store kommissioner, som bare sidder og snakker, har vi lavet nogle udvalg, der arbejder meget konkret. Det er en uhyre effektiv måde at arbejde på, siger ministeren.
/ritzau/