Sundhedsminister Astrid Krag lover, at hun vil "være mere påpasselig" med at deltage i annoncetillæg fremover.
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) lover at skrue op for sin kritiske sans, når hun næste gang bliver tilbudt at skrive en leder i et annoncetillæg.
Det sker efter, at hun har skrevet netop en leder om sundhed og forebyggelse til et annoncetillæg, som Diabetesforeningen og en række medicinalfirmaer står bag.
På grund af lederen havnede ministeren endda på tillæggets forside.
- Det er beklageligt, da det helst skal stå soleklart, at sundhedsministeren ikke deltager i reklamer. Derfor vil vi sørge for at være mere påpasselige fremover, forklarer presseansvarlig i ministeriet, Bo Elkjær.
Tillægget er propfyldt med reklamer for medicinalindustrien. Eksempelvis kalder en navngiven klinikchef kravene til en fedmeoperation i Danmark for "for skrappe" i en artikel på tillæggets side seks - hvorefter den selv samme klinikchef optræder i en reklame på side syv for et privathospital, der foretager netop fedmeoperationer.
Men den slags salgs-finter havde sundhedsministeren altså ikke sat sig nærmere ind i, da hun satte sig til tasterne og forfattede en helsides leder til at hjælpe diabetes-tillægget på vej, lyder det.
- Vi fik at vide, at der var tale om et tillæg til Berlingske udarbejdet af avisen i samarbejde med Diabetesforeningen, påpeger Bo Elkjær - en præsentation, der i givet fald er en sandhed med visse modifikationer.
Ved siden af Astrid Krags tætskrevne leder takker tillæggets redaktion -der er en del af Berlingske Media - nemlig flere medicinalvirksomheder for "det gode samarbejde" i forbindelse med at få tillægget på gaden.
Både tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K), fødevareminister Henrik Høegh og især videnskabsminister Helge Sander er tidligere blevet brugt i reklamer.
Espersen i en reklame for marinerede sild, Høegh for SuperBest og Sander for blandt andet Hewlett Packard.
/ritzau/