Et fælles initiativ mellem EU og verdens 48 fattigste lande skal øge presset på klodens store CO2-udledere.
Met et overraskende initiativ forsøger Danmark som kommende EU-formand sammen med klodens allerfattigste lande at få sparket liv i dødvandet under FN's klimaforhandlinger i Durban, Sydafrika.
Energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R) holdt torsdag eftermiddag et møde sammen med Gambia, som for tiden er formand for gruppen af verdens 48 fattigste lande (forkortet LDC, Least Developed Countries).
Til stede under mødet var også miljøministrene fra Tyskland, Storbritannien og Polen, oplyser forhandlingskilder til Ritzau. Bagefter holdt ministrene et kort, improviseret pressemøde.
- Det er et signal og et klart budskab om, at EU og de fattigste lande har fælles interesser. Der er en fælles forståelse om, at Kyoto-aftalen skal forlænges, at en køreplan skal føre frem til en ny klimaaftale, og at alle parter skal levere, siger en kilde.
Der er også enighed om, at Jordens opvarmning skal holdes under 2 grader - eller måske snarere 1,5 grad.
Det nye er, at verdens 48 fattigste lande for første gang markerer sig selvstændigt uden for den samlede gruppe på 132 ulande, kaldet G77 & Kina. G77 agerer normalt udadtil, som om alle ulande har lige muligheder og fælles interesser.
Med LDC-landenes markering vokser presset på store CO2-udledere som Kina, Indien og Brasilien, som hidtil har kunnet "gemme sig" bag prædikatet ulande. Initiativet presser også USA.
/ritzau/