I frisk vestenvind og høj sol gik modstanderne mod testvindmøller i Thy på barrikaderne ved Vestres sommergruppemøde i Hanstholm.
Valget af Hanstholm som hjemsted for Venstres sommergruppemøde gav en næsten forudsigelig konflikt med lokalbefolkningen.
En mindre gruppe demonstranter mod vindmølletestcentret i Thy mødte op ved Hotel Hanstholm og senere ved restaurant Pynten, hvor Venstregruppen holdt flerdagesmøde og pressemøde med statsministeren i spidsen.
Det mest dramatiske ved demonstrationen var afsyngelsen af sangen "I Skovens Dybe Stille Ro" med delvis ny tekst. Miljøminister Karen Ellemann (V) brugte nogle minutter på at forsvare det politiske forlig om et testcenter placeret i Østerild i Thy.
Statsministeren blandede sig ikke, men blev på skilte udråbt "For sølle, Lars mølle bølle".
/ritzau/