En nyvalgt, genvalgt eller afgående statsminister ventes at indfinde sig til monstermøde i Bruxelles 25. juni.
Verden går ikke i stå, bare fordi Danmark holder valg, og der efterfølgende skal dannes regering.
25. og 26. juni - bare syv dage efter folketingsvalget - ventes den danske statsminister at dukke op til et EU-topmøde i Bruxelles med en usædvanligt tætpakket dagsorden med masser af sprængfarlige emner på dagsordenen.
Det er blandt andet der, stats- og regeringslederne skal forholde sig til EU-Kommissionens udspil for håndtering af migranter i EU - herunder den kontroversielle plan om flygtningekvoter og lanceringen af en flådeoperation for at destruere både i Middelhavet.
Der venter også et potentielt svært slagsmål om, hvorvidt EU skal forlænge sine sanktioner mod Rusland på grund af den stadig ulmende væbnede konflikt i det østlige Ukraine.
Grækenlands økonomiske problemer er en joker på mødet.
Mens en anden joker for EU-samarbejdets fremtid, den britiske premierminister, David Cameron, vil få taletid for at kunne præsentere sine krav til den genforhandling, der skal danne udgangspunkt for de britiske vælgeres afgørelse af, om de stadig vil være med i EU.
På topmødets dagsorden står blandt andet også en større gennemgang af fremtiden for både Den Økonomiske og Monetære Union og for EU's forsvarssamarbejde.
Det duer ikke at sende en vikar til den slags EU-møder. Heller ikke selv om vinderne af et valg måske stadig sidder i regeringsforhandlinger.
Enten kommer landets stats- eller regeringsleder - afgående, genvalgt eller nyvalgt. Eller også er den til den tid fungerende danske statsminister nødt til at bede et andet lands leder om at tale på Danmarks vegne.
Det er kun sket to gange, siden der i 2009 kom nye regler med Lissabontraktaten.
Første gang var i oktober sidste år, da Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, måtte bede Grækenland tale Cyperns sag, da han selv røg på hospitalet efter at være landet i Bruxelles.
Anden gang var i december, da Luxembourg måtte tale på både egne og Hollands vegne, fordi den hollandske premierminister, Marc Rutte, måtte blive hjemme og tage sig af en politisk krise.