EU's budgetkommissær, Janusz Lewandowskis, melding i fredagens udgave af Politiken om, at Danmarks rabatkrav i EU er ufortjent og "en atombombe", er mere overraskende på grund af timingen og de kraftfulde ord end for sit indhold.
Det vurderer EU-eksperten professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet.
- Vi skal huske, at kommissionen altid er imod rabatter og altid har været det. Det nye er måske, hvis de aktivt går ud selv og promoverer synspunktet. Så kan det være en eskalering af konflikten, siger han.
Men kommissionen spiller ifølge Nedergaard ikke nogen afgørende rolle i forhandlingerne om EU's langtidsbudget.
De skal føres mellem stats- og regeringscheferne på et topmøde i Bruxelles 7.-8. februar, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har truet med at nedlægge veto, hvis ikke hun får en årlig kontingentrabat på en milliard kroner.
- Kommissionen har ingen beslutningsbeføjelse. I sidste ende er det stats- og regeringscheferne, der træffer beslutning om, hvad der skal være det fremtidige budget - også om Danmark skal have en rabat eller ej, siger Nedergaard.
Han hæfter sig ved, at der ikke er nogen objektiv måde at gøre op på, om et land har krav på rabat eller ej.
Kommissionen argumenterer med, at retten til rabat må ses i forhold til et lands relative velstand.
Mens den danske regering mener, at man skal se på, hvor meget hvert land får tilbage i diverse EU-støtte, og så trække det fra den faktiske kontingentindbetaling.
- Kommissionen vælger den model, som ikke giver Danmark rabat. Og Danmark kommer selv med en model, som retfærdiggør, at Danmark får en rabat.
- Det politisk afgørende bliver forskellen mellem indbetalinger og udbetalinger, siger Nedergaard og henviser blandt andet til, at sådan var det, da Storbritannien og Sverige forhandlede sig til EU-rabat.
Men tallene er stadig også kun indgangen til forhandlingerne.
- Tallene er adgangsporten til, at tingene tages op. Man skal retfærdiggøre ved hjælp af nogle tal, at man overhovedet kan tages alvorligt, når man kommer med sådan et krav.
- Men det er alle mulige andre ting, der kommer til at være afgørende - kan du indgå alliancer med nogle, give noget på et andet punkt. Så er det spillet, der tager over, vurderer Peter Nedergaard.
/ritzau/