Som direkte reaktion på den omstridte debat om dansk grænsekontrol fremsætter EU nu et lovforslag, der fratager de europæiske regeringer magten over grænsekontrollen.
I denne måned fremlægger EU et lovforslag, der vil fratage den danske regering - såvel som de øvrige regeringer i EU - den suveræne magt over grænsekontrollen. Det skriver Jyllands-Posten i dag.
Lovforslaget er ifølge avisen en direkte reaktion på den omstridte danske grænsekontrol, og målet med det er blandt andet at hindre, at lande som Danmark 'misbruger reglerne og indfører grænsekontrollen udelukkende af nationale hensyn', som en højtplaceret EU-kilde udtrykker det.
Bliver loven vedtaget, skal EU-Kommissionen fremover godkende og fremsætte et formelt om midlertidig grænsekontrol ved for eksempel store sportbegivender og massive flygtningestrømme, som så skal godkendes af et kvalificeret flertal af medlemdlandene og EU-Parlamentet.
Ifølge Jyllands-Posten er det kun ved uforudsete begivenheder som for eksempel terrorangreb, at regeringerne på egen hånd kan genindføre grænsekontrollen - og det maksimalt i fem dage.