En togafsporing på Østerport Station betyder, at fjerntogtrafikken gennem stationen forsinkes.
Togpassagerer fra hele landet som mandag skal gennem København på deres videre vej må indstille sig på at være tålmodige.
Et tomt regionaltog blev søndag aften afsporet på Østerport Station, da det var på vej fra klargøringsområdet mod stationen. Toget har beskadiget flere sporskifter og væltet fem køreledningsmaster, og der forestår nu et større oprydnings- og reparationsarbejde.
Mens det foregår, vil der være indskrænkninger og ændringer i fjerntogstrafik, der kører gennem Østerport, og passagererne må regne med længere rejsetid.
- Vi står med store skader på både spor og køreledningsanlæg, som kommer til at påvirke togtrafikken og passagererne mandag , siger chef for Trafikstyring Fjern i Banedanmark, Klaus Bergman.
Mange Regionaltog er aflyst mellem København H og Østerport.
DSBFirst kører Øresundstog (mellem Helsingør og Malmø) hvert 20. minut med stop ved alle stationer.
Regionaltog mellem Nivå og Kastrup / Malmö er aflyst.
Her til morgen har der været indsat ekstra tog fra Helsingør til Hellerup. Mange tog på Kyst- og Øresundsbanen er forsinkede op til 15 minutter.
Ifølge Banedanmark forventes det først, at togene kan køre helt normalt i løbet af onsdag.
/ritzau/