Annonce
Politik

Flere nuancer end den grønne dagsorden

- Jeg vil indgå flest mulige kompromisser, men jeg skal også kunne se mig selv i det. Foto: Anders Knudsen

Har fundet sit nye politiske ståsted hos Alternativet.

NYKØBING Alternativet. En flok øko-hippier fra storbyen uden relevans i en landkommune. Sådan tænkte partiets spidskandidat i Guldborgsund Kommune, Flemming Engler, også, indtil han i marts 2020 gik ind og læste partiets principprogram.

Efter nogle år med mindre politisk aktivitet manglede han nemlig et ståsted. Som ung var han næstformand i Dansk Socialdemokratisk Ungdom i Nykøbing, men han meldte sig ud af Socialdemokratiet for fire år siden.

- Politikken rykkede sig for langt væk fra mig. Det blev for landspolitisk, siger han.

Blandt de kvaliteter, Engler fandt i Alternativet, fremhæver han særligt:

- Det med at gøre tingene helt anderledes. At tænke nyt fra bunden. Det tiltaler mig. For eksempel, at man med udgangspunkt i, at alle mennesker ønsker at blive den bedste udgave af sig selv, kunne indføre borgerløn.

Som 14-årig måtte Flemming Engler selv tænke nyt fra bunden. Dengang blev han nemlig rykket op med roden fra Amager til Nørre Alslev. Han er opvokset med forældre, der var hårdtarbejdende SiD'ere og fagforeningssnakken blandede sig lystigt med politiske diskussioner i barndomshjemmet. At flytte på landet var det værste i teenageren Flemming Englers øjne. På trods af det slog han nye rødder.

- Jeg synes, her er mere plads og en hel del mindre stress.

Ved sidste valg kom Alternativet ikke i byrådet. Det skyldtes ifølge Flemming Engler, at man havde de forkerte kandidater og at man fokuserede udelukkende på klimaet. Men hvis Alternativet havde siddet i byrådet, hvordan havde de så stemt for eksempel i sagen om de store sommerhuse ved Marielyst Ferieby? - Vi havde aldrig været tilhængere af at bygge den størrelse sommerhuse i det område. De bør holdes samlet, mener han. Foto: Flemming Keith Karlsen

Lækkert i Lindholm

Privat bor han på sjette år i Lindholmkvarteret, hvor han flyttede til fra Nysted. Lindholm har i den forgangne byrådsperiode været ghettolisten indtil 1. december sidste år. Helt uforståeligt for Alternativets spidskandidat.

- Efter, jeg var blevet tilbudt nogle lejligheder derude, besluttede jeg mig for at besøge området. Jeg talte med folk og kunne slet ikke genkende billedet af et område, der skulle være i fare for at blive en ghetto. Men jeg vil dog gerne understrege, at der mangler noget derude. I hvert fald et sted, hvor både de unge kan spille bordtennis, og de gamle kan have deres kortklub, påpeger han og fortsætter:

- Uanset om det er i Lindholm eller andre steder i kommunen, skal vi have et fokus på de unge, der har svært ved at komme i gang med livet. I stedet tilbyder vi både unge og ældre ledige en ligegyldig tvang. Jeg mener, vi bør sørge for meningsfyldte ressourceforløb til dem, der er syge, og bruge penge, simpelthen betale folk ordentligt for at blive en del af det arbejdsmarked, der skriger på deres kompetencer, siger han med reference til, at man ikke bør bede en 37-årig om at gå på SU for at omskole sig.

- Der er lige i øjeblikket mangel på hjemmehjælp. I nogle jobopslag står der, at man kun kan søge voksenelevløn, hvis man har 12 måneders erfaring. Jeg mener, man bør kunne få voksenelevløn fra dag ét, hvis vi skal skal manglen på arbejdskraft til livs.

Flemming Engler er 41 år og bor i Lindholm, Nykøbing, hvor han flyttede til fra Nysted for seks år siden. Han er fraskilt og har tre børn på 20, 17 og 12 år. Han arbejder som supervisor, også kaldet serviceleder, hos Novasol på Lolland.
Udover sit politiske engagement har han været frivillig i Frelsens Hærs Varmestue i 20 år. På frivillig basis har han desuden været bisidder i enkelte sager. I sin fritid dyrker han motionsbadminton. Det er også fra hans virke som bestyrelsesformand i Nykøbing Badminton Klub, mange vil kende ham.
Når Flemming Engler holder fri, er fokus på tid og oplevelser med børnene, både lokalt og i udlandet.

- Realistisk set er jeg spidskandidat og ikke borgmesterkandidat, men jeg siger ikke nej, hvis det er det, vi kan samles om. Foto: Flemming Keith Karlsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Levere på klima

Alternativet har på landsplan markeret sig som et parti med fokus på klimaet, og netop det emne har Flemming Engler som lokal spidskandidat også nogle specifikke holdninger til. Han sidder selv i bestyrelsen for Det Grønne Netværk på Lolland og Falster, der arbejder for at øge naturområderne på øerne. Han mener i udgangspunktet ikke, der er sket nok i forhold til sidste valg, hvor klimaet også var på dagsordenen. Men hvad er det så, der skal ske?

- Det første og nemmeste skridt burde være at kigge på, hvor vi kan energieffektivisere. Derudover er der i Guldborgsund Kommune stadig masser af arealer med slået græs. Jeg mener også, at kommunens biler bør køre på el, og så skal vi have flere ladestandere. Der er ikke en eneste på Østerbro, påpeger han.

Strømmen til sådanne tiltag skal komme et sted fra, og i Flemming Englers optik kan det sagtens komme fra vindmøller på land. De kan være ejet af en lodsejer, men han ser også en mulighed for, at Guldborgsund Kommune selv kommer mere på banen.

- Kommunen ejer faktisk en del jord. Hvis det ikke kommer for tæt på, kunne man sætte solceller eller vindmøller op der. På den måde kunne vi allesammen tjene pengene på strømmen, og det ville komme fællesskabet til gode, fremfor en enkelt lodsejer, mener han.

Men nu er du jo i valgforbund med en privat lodsejer, der vil stille solceller op. Hvordan ville du stemme i sådan en sag i forhold til den udmelding?

- Det er jo sådan en situation, hvor man ikke må miste sig selv, så der ville jeg stemme imod, lyder det fra spidskandidaten.

Gasledningen, som af flere politikere bliver fremhævet som et vigtigt skridt i en mere grøn retning, er Flemming Engler ganske skeptisk omkring.

- Jeg synes, det er fint, at vi kan lave biogas af det affald, vi allerede har. Men det vil ikke være i orden, hvis vi skal til at producere eller transportere affald for, at der er nok til anlæggene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Turisme og bosætning

Det er dog hverken produktion af grøn strøm eller gas, Alternativets spidskandidat først kommer i tanke om, når han bliver spurgt, hvad Guldborgsund Kommune skal leve af i fremtiden?

- Jeg mener, at indtægterne fra turismen kan blive større, og der skal vi huske, at turister efterspørger muligheden for at være i naturen, lyder det - og umiddelbart derefter:

- Det skal være lettere at være iværksætter. Det ville nok kunne tiltrække nogle flere grønne iværksættere. I 90'erne fandtes der en ordning, hvor man kunne få tilskud til opstart af virksomhed. Det gav mulighed for, at man i en periode kunne have en garanteret indkomst og starte egen virksomhed. For mig at se var der alt at vinde og intet at tabe ved sådan en ordning, siger han.

Udover jobs og en sund økonomi i Guldborgsund Kommune skal det også være attraktivt at bosætte sig her. Flemming Engler mener, det er en forudsætning, at vi har gode skoler samt institutioner og mange fritidsaktiviteter. Adgang til mere uddannelse og bedre infrastruktur vægter også højt, ikke mindst et ordentligt internet. Og så skal der være boliger nok.

- Det er ikke nok med de dyre luksusboliger med havudsigt. Der skal også være lejeboliger i den billigere ende, Jeg har hørt om flere, der gerne vil prøve livet i en kommune som Guldborgsund af, og de lejer, før de køber. Dem skal vi huske, ligesom vi skal passe på, vi ikke presser arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagere ud i dårlige boliger, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

100 procent økologi

Selvom der bygges nye boliger på havnen, og man fra politisk side gerne så et landbrugsareal ved Ny Kirstineberg forvandlet til et parcelhuskvarter, optager landbruget i kommunen langt de største arealer. I 2020 var det 63.202 hektar, hvoraf de 2.827 hektar blev dyrket økologisk, altså 4,5 procent. Men i Alternativets øjne burde det være 100 procent.

- Landbruget skal naturligvis støttes i processen med omlægningen, men jeg mener, det er vigtigt, fordi det vil mindske brugen af sprøjtegifte, som dermed ikke trænger ned i vores grundvand og ind i vores kroppe. I forhold til dyrehold handler det om dyrevelfærd, hvor vi skylder dyrene et værdigt liv.

Men noget af det, landmændene fremhæver i forhold til økologi, er, at udbyttet i det økologiske landbrug vil blive mindre som følge af, at der ikke vil være gødning fra det traditionelle landbrug. Hvordan ser du på det?

- Hvis vi sætter kødproduktionen ned, skal der produceres mindre foder til dyr, og dermed bliver der plads til mere mad til mennesker. Plantebaseret mad. Vi må finde en anden måde at leve i pagt med naturen på, hvis der skal være noget tilbage til oldebørnene.

  • - Jeg vil indgå flest mulige kompromisser, men jeg skal også kunne se mig selv i det. Foto: Anders Knudsen
  • Ved sidste valg kom Alternativet ikke i byrådet. Det skyldtes ifølge Flemming Engler, at man havde de forkerte kandidater og at man fokuserede udelukkende på klimaet. Men hvis Alternativet havde siddet i byrådet, hvordan havde de så stemt for eksempel i sagen om de store sommerhuse ved Marielyst Ferieby? - Vi havde aldrig været tilhængere af at bygge den størrelse sommerhuse i det område. De bør holdes samlet, mener han. Foto: Flemming Keith Karlsen
  • - Realistisk set er jeg spidskandidat og ikke borgmesterkandidat, men jeg siger ikke nej, hvis det er det, vi kan samles om. Foto: Flemming Keith Karlsen
Annonce
Politik

Lollik bliver spidskandidat

Politik

Dansk minister afbryder 1. maj-tale

Annonce
Annonce
Dølle

Næsten historisk: - En af de dage med allerflest i teltet

Nykøbing

Jubel i Nykøbing: Nyslået Lotto-millionær

Dølle

Benhårde Berit trods stenkast: Det er jeg altså ikke bange for

Lolland

Så er foråret skudt i gang

Dølle

Slagsmål, spyt og vold: Travl aften for politiet på Dølle

Guldborgsund

Koster 26 millioner årligt: - Det er åbenlyst uretfærdigt

Guldborgsund

Millionfremgang hos lokal brugs

Dølle

Lørdag på Dølle: Fra Keld og Hilda til Daze

Dølle

Politiets status: Masseslagsmål og trusler på Dølle

Dølle

Masser af mennesker og traktortræk

Dølle

Timelang kø: Nu har Dølle truffet en beslutning

Dølle

Siden 1980: Preben har aldrig misset et eneste Dølle

Dølle

Kæmpe p-kaos på Dølle: - Har aldrig oplevet noget lignende

Sport

Claus Jensen rørt efter sejr: - Spillerne fortjener det så meget

Dølle

Musikken sætter gang i festen: - Vi kommer fra Døllefjelde-Musse ...

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Præst til rørt familie: - Han kan stadig være jeres forbillede

Dølle

Nu er den væk: Hvad betyder det for Dølle?

Lokal nyt

Regionsråds-politiker bryder med sit parti

Dølle

Den nye Dølle-pølse: Hvad siger markedsgæsterne?

Dølle

Bikerpiger og "bøndernes dødsdruk": Se billederne fra årets Damefrokost

112

Brandvæsnet blev tilkaldt, men vendte hurtigt om

Indland

Rusland advarer Danmark: Det vil blive gengældt