Skoleledere fra erhvervslivet og en femårig læreruddannelse med fokus på ledelse vil ifølge De Konservative kunne give folkeskolen en nødvendig revolution.
Ledere hentet fra erhvervslivet skal sammen med en længere uddannelse være med til at hive folkeskolen ud af den administrative sump, som betyder, at skolen holder lukkedage, og at vikar- og aflyste timer i København er helt oppe på 4,6 timer per klasse per uge, skriver Berlingske Tidende.
Forslaget kommer fra regeringspartiet De Konservative, som mener, at der er behov for en "revolution".
- En revolution inden for skoleledelse er helt nødvendig. Det viser den seneste tids afdækning af massive problemer i folkeskolen med blandt andet et højt sygefravær blandt lærere, ringe arbejdsmiljø og alt for mange aflyste timer, siger De Konservatives uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov.
Læreruddannelsen skal forlænges fra fire til fem år. Det ekstra år skal fyldes med blandt andet organisationsteori, så lærerne bliver uddannet til egentlig ledelse. Samtidig vil de Konservative have brudt traditionen med, at det er lærere, der bliver ledere. Skolelederjobbet skal være for alle med interesse for ledelse og skolen.
Endelig vil De Konservative have indført resultatløn, så lavt sygefravær blandt lærerne giver mere i løn til skoleledelsen.
Meldingen kommer samtidig med, at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) i weekenden fastslog, at hun nu tager hul på "den store oprydning".
/ritzau/