Det var en afslappet, men alligevel lidt spændt borgmester, der ankom til valgcaféen i Nykøbing.
Guldborgsund Kommunes borgmester - i hvert fald indtil andet måtte vise sig - Kaj Petersen var rolig og smilende, da han klokken 20 ankom til Guldborgsund Kommunes valgcafé på rådhuset i Nykøbing.
- Der er jo lidt spænding på som altid, men det skal der jo være. Landstallene taler jo meget pænt til vores (Socialdemokraternes, red.) og SFs fordel, men nu må vi jo se, hvad de lokale tal siger.
Jeres meningsmåling på folketidende.dk var jo ikke så positiv for os, men den ved jeg ikke, hvor meget man skal lægge i, sagde Kaj Petersen.
Han er Danmarks længst siddende borgmester med foreløbig 32 år i spidsen for først Sakskøbing og siden Guldborgsund Kommune.