Nyvalgt folketingsmedlem er glad for balancen mellem lokale og nationale arbejdsområder.
Marcus Knuth, der for to uger siden blev valgt ind i Folketinget for Venstre, har torsdag fået tildelt ordførerposter og pladser i udvalg.
Marcus Knuth skal sidde med i landdistriktsudvalget, og udvalget for energi og forsyning. Derudover skal han være udlændinge- integration- og boligordfører samt ordfører for Grønland.
- Jeg er rigtig glad for de udvalg jeg er blevet en del af, og de ordførerskaber jeg har fået. Det er en god blanding af, at jeg kan gøre noget for Lolland-Falster og Sydsjælland, men også, at jeg kan bruge min erfaring fra Udenrigsministeriet til arbejdet på det nationale plan, siger Marcus Knuth.
Især integration- og udlændinge-delen glæder han sig til at arbejde med.
- Jeg tror, at det er på netop det område, at der vil vise sig store meningsforskelle i Folketingssalen, og derfor er jeg også meget stolt over den store tillid, som jeg er blevet vist, ved netop at blive ordfører for de områder.
Desuden er Marcus Knuth blevet en del af Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Det er et kæmpe rygklap at få en plads i Det Udenrigspolitiske Nævn, for det er jo der, at mange af de store beslutninger træffes, blandt andet i forhold til, hvordan vi skal agere over for lande som Rusland og Syrien.
At Marcus Knuth også skal være ordfører for Grønland, kom dog bag på ham.
- Det kom som lidt af en overraskelse, men i folketingsgruppen har vi fået lov at afgive ønsker, men vi har samtidig været forberedt på at få andre poster, end dem vi ønskede os. Men kabalen skal gå op, og jeg synes, Grønland er et spændende sted, siger Marcus Knuth, der før har besøgt Grønland, og hvis grandonkel i øvrigt var den tidligere Grønlandsforsker Eigil Knuth.
Fredag får Marcus Knuth så for alvor sin ilddåb, når han for første gang skal på Folketingets talerstol, for at tale om Venstres nye udlændingeudspil.