Regeringen fremrykker og igangsætter offentlige investeringer for 18,7 milliarder i 2012 og 2013.
Regeringen vil nu sparke nyt liv i beskæftigelsen ved at fremrykke og igangsætte en række offentlige investeringer.
I finanslovforslaget for 2012 foreslår finansminister Bjarne Corydon (S), at der i 2012 fremrykkes og igangsættes investeringer i veje, skoler og boliger for 10,7 milliarder kroner og året efter for otte milliarder. Eller i alt for 18,7 milliarder kroner i perioden.
Alene i regi af Landsbyggefonden er der gennem de sidste par år opbygget en venteliste for renoveringer af almene boliger for otte milliarder kroner.
Ifølge finansforslaget - som har fået overskriften "Ansvar og handling" - skønnes investeringerne styrke beskæftigelsen med omkring 9000 personer i 2012 og 12.000 personer i 2013.
- Aktuelt er konjunkturerne i Danmark og i de fleste andre lande svage. Med den fortsatte uro på de finansielle markeder er risikoen for fornyet international tilbagegang øget. Det sætter spor i Danmark, hvor stigningen i ledigheden vil fortsætte ind i 2012, hedder det i finanslovforslaget.
S-R-SF-regeringen vil derfor "holde hånden under arbejdsmarkedet" med en såkaldt kickstart af dansk økonomi.
Ud over fremrykningen og igangsættelsen af de offentlige investeringer består den også af en forstærket praktikpladsindsats, der skal sikre praktikpladser til de unge.
Pengene til den nye start findes ved, at de offentlige investeringer efterfølgende fra 2014 og til 2020, reduceres med 7,5 milliarder kroner, renoveringen af de almene boliger falder med i alt 5,5 milliarder fra 2012 til 2016 mod til gengæld så at stige på kort sigt.
/ritzau/