Den lokale pølsemand på torvet i Nykøbing får onsdag besøg af Pia Kjærsgaard, når hun lægger vejen forbi vores landsdel.
Onsdag den 9. februar forlader Pia Kjærsgaard sit kontor på Christiansborg for at tage turen sydpå til Lolland og Falster.
På dagsordenen er blandt andet et stop ved pølsevognen på torvet i Nykøbing. Her skal hun give
pølsemand Søren Rasmussen et nap med serveringen bag disken og er samtidig klar til en snak med dem, der skulle have lyst til at lægge vejen forbi.
Udover det utraditionelle vælgermøde i pølsevognen, skal Pia Kjærsgaard også ud og tale med lokale landbetjente. Også her skal hun dog i arbejdstøjet. En af landbetjentene tager hende nemlig med ud på arbejde.
Onsdag aften er Pia Kjærsgaard at finde på Hotel Falster, hvor der er indbudt til offentligt møde klokken 19.00. Her vil hun i et par timer tage imod spørgsmål fra de fremmødte og fortælle lidt nyt fra Dansk Folkeparti og hverdagen på Christiansborg.