En buket af tidsler, torne og løftebrud. Sådan betegner Liberal Alliance regeringens finanslovsforslag.
Afskaffelse af multimedieskat.
Det er hverken mere eller mindre de tre eneste ord i regeringens 50 sider lange finanslovsforslag, som Liberal Alliance kan tilslutte sig.
Det fastslår partileder Anders Samuelsen, der kalder finansloven for en "kæmpe buket af tidsler og torne", der er et "gigantisk svigt af egne løfter".
- Regeringen forsøger at smykke sit forslag med fine ord om ansvar og handling, men i virkeligheden er det en kæmpe buket af torne og tidsler, som Vestager, Thorning og Søvndal forsøger at mase ned i halsen på danskerne, siger Anders Samuelsen,
- Liberal Alliance siger klart nej tak, lyder det fra partilederen.
Desuden mener Anders Samuelsen, at de øgede afgifter på alt fra kakaotoppe til smør bogstavelig talt vender den tunge ende nedad.
- Det er skatteforhøjelser, som i dén grad vender den tunge ende nedad. Flere afgifter på mad og dagligvarer vil gøre mest ondt på dem med de laveste indkomster, siger han og fortsætter:
- Beskatningen af sundhedsforsikringer vil betyde, at de for fremtiden vil blive forbeholdt dem med de højeste stillinger, lyder det fra partilederen.
/ritzau/