Danmark gør ikke nok for menneskerettighederne, mener Amnesty International. Justitsministeren kaldes nu i samråd om sagen.
Justitsminister Lars Barfoed (K) bliver nu stillet til regnskab for, at Danmark kritiseres for at være med til at underminere menneskerettighederne.
Kritikken kommer i Amnesty International AI's seneste årsrapport, hvor Danmark også bliver hængt ud for ikke at tage sine internationale forpligtigelser over for sårbare grupper i verden alvorligt.
De Radikales retspolitiske ordfører, Lone Dybkjær, kalder nu justitsministeren i samråd i Folketingets retsudvalg for at få en forklaring.
- Det er jo skandaløst, at Danmark igen og igen optræder på Amnesty Internationals liste, siger Lone Dybkjær.
- Vi vil jo så gerne være et forbillede for andre lande som forsvarer af menneskerettigheder og demokratiet. Men i stedet er vi endt med det her flertalsdemokratur, siger De Radikales retspolitiske ordfører.
Amnesty kritiserer blandt andet den danske regering for at acceptere brugen af såkaldte diplomatiske forsikringer som grundlag for at udvise terrormistænkte til lande, der bruger tortur og dødsstraf.
Kritikken går direkte på den verserende sag om Niels Holck, som Danmark vil udlevere til Indien.
Danmark bliver også kritiseret for udbredt brug af isolationsfængsling og overdreven magtanvendelse ved masseanholdelserne under klimatopmødet i december i fjor.
Her blev 968 demonstranter tilbageholdt præventivt og senere løslad uden sigtelser.
/ritzau/