En sørgelig finanslov, der fastholder nedturen med nedskæringer på uddannelse og en endnu dårligere aktivering af de ledige. Sådan lyder det fra LO's formand.
Ifølge analyser, som LO har foretaget, vil regeringens ny finanslov koste 12.000 job, og det vil især gå ud over lønmodtagere inden for LO-området.
- Jeg er skuffet over regeringens sørgelige finanslov. Den fastholder den nedtur, vi har oplevet, siden krisen tog til, siger LO's formand, Harald Børsting, i en pressemeddelelse.
Her understreger han også, at det danske samfund ikke har brug for flere nedskæringer på uddannelse samt en endnu dårligere aktivering af de ledige.
- Massive nedskæringer på efteruddannelse og dagpenge risikerer at fastholde arbejdsløse i langtidsarbejds-løshed, hvilket er det allersidste, som vores medlemmer har brug for, udtaler Harald Børsting.
/ritzau/