Transportminister Hans Christian Schmidts taskforce, der skal hjælpe flyindustrien, mødes onsdag. Forud for mødet kræver industrien handling.
Luftfarten kræver handling fra regeringen, efter at EU har åbnet for statsstøtte til de europæiske flyselskaber og for, at landene uden at få ørerne i EU-maskinen må give længere kredit på eksempelvis lufthavnsafgifter og andre skatter.
- Regeringen kan med det samme tilkendegive, at den vil udskyde luftfartsafgifter og lignende. Og så er det vigtigt, at regeringen sender et budskab om, at luftfarten ikke står alene. Det vil være et vigtigt for selskaberne at vide, at hvad der kan gives på europæisk niveau, også vil blive givet i Danmark, siger branchedirektør Michael Svane fra Dansk Industris transportgruppe.
Hans opfordring kommer forud for, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) onsdag eftermiddag mødes med medlemmerne af den taskforce, som ministeren har nedsat for at se på følgerne af den islandske askesky og luftfartens økonomiske kvaler.
Michael Svane er blandt medlemmerne, der også omfatter repræsentanter fra små og store selskaber og lufthavne.
EU-Kommissionen gjorde tirsdag den samlede regning efter askeskyen op, og vurderingen er, at luftfartsindustrien samlet har mistet mellem 1,5 og 2,5 milliarder euro (11,2-18,6 milliarder kroner). Opgørelsen er foreløbig og omfatter alle sektorer i luftfartsindustrien, for eksempel flyselskaber, lufthavne og rejseselskaber.
På grund af de store tab er EU-Kommissionen klar til at godkende statsstøtte, hvis landene ønsker det. Desuden er EU klar til at acceptere "midlertidige støttetiltag for at kompensere tab".
Hvis EU-landene ønsker det, så vil kommissionen i løbet af få uger lave retningslinjer for tildelingen af statsstøtten, som sikrer ens spilleregler for alle.
Blandt andet Sverige har allerede lovet, at de svenske flyselskaber kan få udskudt betalingen af lufthavnsafgifter og andre skatter.
/ritzau/