Antallet af danskere, der ryger ud af dagpengesystemet i årets første seks måneder, bliver langt større, end regeringen hidtil har ventet.
Et nyt skøn fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet lyder på, at 17.000-23.000 personer forventes at opbruge deres dagpenge i første halvår 2013.
Regeringen har ellers hidtil holdt fast i, at et sted mellem 9000 og 16.000 mennesker ville risikere at ryge ud af dagpengesystemet i hele 2013, heraf 7000-12.000 i første halvår.
- Det opjusterede skøn afspejler, at færre ledige har forladt dagpengesystemet i efteråret sammenlignet med tidligere. Flere er samtidig blevet omfattet af den midlertidige forlængelse af dagpengeretten på et halvt år i efteråret 2012.
- Det hænger blandt andet sammen med de svækkede konjunkturer, som også indebærer, at vækstudsigterne for 2012 og 2013 nu er nedjusteret i forhold skønnet fra sommeren 2012, så der først ventes en vending på arbejdsmarkedet medio 2013, lyder det i et notat fra de to ministerier.
A-kassernes Samvirke har længe påpeget, at regeringens forventninger var for optimistiske. Og de nye tal kan øge presset på regeringen for at lave nye jobtiltag eller sikre de udfaldstruede ledige på anden måde.
Da regeringen vedtog den såkaldte "akutjobaftale", som skulle øremærke 12.500 job til dem, der stod til at miste dagpengeretten, kaldte finansminister Bjarne Corydon (S) således pakken for en "hel og dækkende løsning".
Men det nye skøn viser altså, at gruppen af udfaldstruede er langt større, så flere end 20.000 personer kan ryge ud af dagpengesystemet i årets første seks måneder.
Blandt de personer, der forventes at opbruge dagpengeretten, skønnes omkring 5000 personer at være berettiget til efterløn eller seniorjob og dermed til permanent forsørgelse efter dagpengeophør.
De resterende vil enten være berettiget til kontanthjælp eller til den midlertidige uddannelsesordning med forsørgelse på et halvt år, som Enhedslisten fik trumfet igennem i finanslovforhandlingerne.
/ritzau/