De danske planer for et renere vandmiljø er alt for ambitiøse i forhold til EU-reglerne på området. Og de blev gennemført med en alt for kort og sjusket høring. Det er ifølge Politiken torsdag hovedpunkterne i en stævning af staten fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F).
- Vandplanerne giver alt for lidt miljø for alt for mange penge og vil underminere dansk landbrug. Og så er det juridiske grundlag slet ikke i orden, siger Henrik Frandsen, viceformand i L&F, til Politiken.
L&F har allieret sig med miljøadvokat Håkun Djurhuus, der tidligere har tvunget miljøminister Ida Auken (SF) i knæ, skriver Politiken: I februar kritiserede Djurhuus og L&F et lovforslag fra ministeren om begrænsning af borgernes klageadgang for at være i strid med den internationale Aarhuskonvention, som tidligere miljøminister Svend Aukens (S) gennemførte. Få timer efter trak Ida Auken forslaget tilbage.
Djurhuus og L&F mener, at også den blot fem dage lange decemberhøring af vandplanerne var i strid med Aarhuskonventionen. Og så påpeger de, at Danmarks gennemførelse af EU's vandrammedirektiv er unødvendigt overambitiøst: For eksempel bliver 90 procent af de omfattende danske vandløb karakteriseret som 'naturlige', mens blot 10 procent er 'modificerede' eller 'kunstige'. I Slesvig-Holsten med nogenlunde samme landskab er fordelingen lige omvendt.
Klassificeringen som naturlige vandløb betyder, at mange vandplanter ikke længere skal beskæres. Det kan ifølge forskere på DCE (tidligere DMU), Aarhus Universitet, medføre, at 300 km2 landbrugsjord tæt ved vandløb forsumper.
Ida Auken vil ikke kommentere landbrugets stævning, fordi hun endnu ikke har modtaget den, og fordi der er tale om en verserende sag. Ministeren har tidligere sagt til Politiken, at - Det giver ikke mening at lave en direkte sammenligning med Slesvig-Holsten, for hvert EU-land har sin måde at udarbejde deres vandløbsindsats på.