Danskerne skal udføre mere frivilligt arbejde. Socialminister Benedikte Kjær er klar med handlingsplan til efteråret.
Inden der er gået 10 år, skal mere end hver anden dansker lave frivilligt arbejde.
Det er målsætningen for en national handlingsplan for frivilligt arbejde, som socialminister Benedikte Kiær (K) sætter i gang til efteråret, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I dag laver 35 procent af danskerne frivilligt arbejde mod 59 procent i Norge og 51 procent i Sverige.
Det er især inden for det sociale område med hjælp til ældre samt udsatte unge og børn, at socialministeren satser på, at flere danskere vil yde en frivillig indsats; i dag er det seks procent af danskerne, der arbejder frivilligt på det område:
- De ansatte på plejehjemmene udtrykker allerede i dag ofte frustration over ikke at have den fornødne tid til at yde omsorg. Her er der en oplagt opgave for frivillige, siger Benedikte Kier.
/ritzau/