Politiet bør benytte morgendagens demonstration til at vise, at Danmark er det demokratielskende land, det har ry for at være, mener forfatteren Naomi Klein.
Lørdagens tilbageholdelser af demonstranter, der sad på den kolde jord i timevis, var en ydmygende demonstration af politikontrol. Ved onsdagens demonstration bør politiet rette fejlen.
Sådan lyder udmeldingen fra Naomi Klein, en af antiglobaliseringens frontfigurer og forfatter til bøgerne No logo og chockdoktrinen.
- Jeg var med i lørdagens demonstration, og politiets opførsel over for demonstranterne var oprørende, siger forfatteren.
Da København sagde ja til at være vært for klimatopmødet, påtog byen sig ansvaret for, at alle stemmer bliver hørt og behandlet respektfuldt i processen, påpeger Klein.
- Ved demonstrationen i morgen har politiet en chance for at rette fejlen fra i lørdags. Og de har en chance for at vise deres forståelse for, at klimatopmødet ikke kun handler om København, men om hele verden, og at alles stemmer bør blive hørt, understreger hun.
Onsdag finder Reclaim Power-aktionen sted i form af en demonstration, der klokken 8.00 begiver sig af sted fra Tårnby Station med kurs mod Bella Center.
Her er målet at nedsætte en "folkets forsamling" på FN's område.
- I lørdags ydmygede politiet folk for at vise, at de havde kontrol over situationen. Det er ekstra ærgerligt, fordi mange, der kom til København i forbindelse med topmødet, forventede en meget demokratisk indstilling. Men politiets opførsel har ridset det image - vi ønsker ikke at huske København for dets uropoliti, slutter Klein.
/ritzau/