FN har nedlagt den sikkerhedskontrol, som isolerede verdenspressen inden i presseområdet ved klimakonferencen i Bella Center.
På klimakonferencen i Bella Center har FN igen sluppet pressen løs, så de mange hundreder journalister fra hele verden kan færdes blandt de delegerede i den store fælles atriumgård.
I begyndelsen af dagen oprettede FN sikkerhedskontrol inde i selve Bella Center og skabte dermed endnu en lang kø. Selv for at komme på toilettet måtte journalister, dog kun de mandlige, have sig selv og udstyr igennem metaldetektorer. Det var meningen, at pressen skulle føres til pressekonferencer i grupper, men det er altså opgivet igen.
I forvejen bliver journalisterne som alle andre kontrolleret i metaldetektorer for overhovedet at komme ind i centret, hvor stats- og regeringschefer mødes torsdag og fredag.
Til gengæld får de mange tusinde græsrødder eller ngo'er, som er rejst til København, kun lov til at sende 300 repræsentanter ind i Bella Center. Resten må tage til Forum på Frederiksberg, som er åbnet til lejligheden.
/ritzau/