Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens (S) melding om, at øget konkurrence skaber vækst og arbejdspladser i Danmark får ikke professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen til at klappe i hænderne.
Ifølge arbejdsmarkedsforskeren sammenligner regeringen nemlig Danmarks konkurrenceevne med den enkelte virksomheds, og det kan man ikke.
- Man har sat en virksomheds konkurrenceevne sammen med landets konkurrenceevne, og så siger man, at det er det overordnede politiske mål. Det er for fattigt, og det er forkert, siger Henning Jørgensen.
- Man skal passe på med at sætte konkurrencen op som et overordnet mål, der udtømmer andre samfundsmæssige relationer, siger han.
Henning Jørgensen advarer om, at en øget konkurrence vil sænke danskernes arbejdsvilkår.
- Hvis man tror, det gælder om, at man skal sænke omkostningerne og blive mere konkurrencedygtige, så ender det til sidst med, at vi alle sammen kommer til at arbejde i en lavtlønssektor under elendige arbejdsvilkår, siger Henning Jørgensen og tilføjer:
- Men det er der ikke nogen, der efterspørger, for alle andre lande har gjort det samme.
I stedet burde man ifølge Henning Jørgensen kigge på sociale aspekter i arbejdsmarkedet for at skabe vækst.
- Man burde investere i offentlige vækst og beskæftigelsesinitiativer, hvor vi tager hånd om hinanden, og hvor vi ser, at der er flere samfundsdimensioner i tilværelsen end bare konkurrence, siger Henning Jørgensen.
Samtidig peger han på stærk innovation i Danmark.
- Danmark er god til at samarbejde og skabe kreativitet. Vi har individer, der tør handle selv, og som ikke bare tænker på at være mest omkostningsdygtig til at konkurrere, siger Henning Jørgensen.
/ritzau/