De Radikale vil have en ny bro, hvis den nuværende ikke kan renoveres, så den kan klare den kommende godstrafik.
Storstrømsbroen skal være elektrificeret, tosporet og kunne klare den kommende godstrafik. Og er en renovering af den nuværende bro ikke nok, må der bygges en helt ny. Sådan lyder kravet fra Det Radikale Venstre.
Ifølge Rasmus Helveg Petersen skal kravene ses i lyset af den kommende Femernbælt-forbindelse.
- For før vi kan åbne Femernbælt-forbindelsen, skal vi have styr på Storstrømsbroen. Vi kan ikke acceptere, at den kommer til at udgøre en flaskehals, siger han i tråd med mange andre, der efter lukningen af broen har meldt sig på talerstolen.
De Radikale har fremført deres krav over for transportminister Henrik Dam Kristensen (S). Men efter torsdagens samråd står det klart, at han vil kræve en undersøgelse af broen, før der træffes nogle endelige beslutninger om dens fremtid.
Rasmus Helveg Petersen håber, at en ny forbindelse over Storstrømmen kan blive medfinansieret af EU.
- Ellers skal det ind i det almindelige offentlige anlægsbudget, siger han.