Regeringens finanslovudspil indeholder lempelser på cirka to milliarder kroner i 2014, erfarer Ritzau.
Lempelserne kommer til at være på anlægsinvesteringerne i det offentlige og heraf er der afsat en milliard til "nye anlægsinvesteringer", fremgår det.
Dermed øges det offentlige investeringsniveau til over 44 milliarder kroner i 2014, hvilket er næsten tre milliarder mere end i 2013.
Ifølge udspillet bidrager de øgede investeringer i 2014 til, at "regeringen fører en lempelig økonomisk politik i 2014 inden for en ansvarlig ramme."
Sundhedsområdet får tilført samlet 1,5 milliarder kroner, hvoraf 1,1 milliard er øremærket "øget regional sundhedsindsats," hvilket dækker over blandt andet sygehuse og medicintilskud.
Herudover er 150 millioner årligt frem til 2017 øremærket det sundhedspolitiske udspil fra foråret 2013, mens 300 millioner kroner er afsat til styrket kommunal forebyggelse, fremgår det.
Lige knap halvdelen af de penge, der bliver tilført sundhedsområdet er "nye midler," mens den anden halvdel finansieres med "omprioritering," skriver regeringen i udspillet.
/ritzau/