Klage blev hørt i trafikministeriet.
Da Regeringens Trængselskommission blev skabt for en månedstid siden, blev der ikke udpeget medlemmer af kommissionen, som kunne repræsentere de mange pendler fra Lolland Falster og det sydlige Sjælland.
Det førte til protester fra både pendlere og politikere, der gjorde opmærksom på, at regionen har mange daglige pendlere både til og fra København.
Det blev hørt i Trafikministeriet.
Der er derfor nu skabt plads til Region Sjælland i den trængselskommission, som Trafikministeriet har nedsat til at finde løsninger for trafikken i og omkring hovedstaden som et alternativ til betalingsringen, der blev droppet efter flere måneders ophedet debat.
- Vi vil gå ind i arbejdet med stor entusiasme og bidrage til at finde løsninger på de problemer, som trafikken i og omkring hovedstaden har, siger regionsformand Steen Bach Nielsen til P4-Sjælland.