Enhedslisten tegner sig for den største fremgang i Voxmeters meningsmålinger på valgkampens første to dage.
Rød blok fastholder sin klare føring her i begyndelsen af valgkampen.
Det viser den seneste meningsmåling søndag, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzaus Bureau.
Rød blok står uforandret til at få 96 mandater mod blå bloks 79, fremgår det af tallene, som er baseret på interviews frem til og med lørdag.
Dermed er afstanden mellem de to blokke den samme som i den meningsmåling, Voxmeter offentliggjorde fredag.
Der er dog flere forskydninger internt i blokkene. Mest iøjnefaldende er Enhedslistens fremgang fra 3,9 til 4,9 procent af stemmerne.
Samtidig går De Radikale tilbage fra 7,5 til 6,7 procent hos Voxmeter. Socialdemokraterne går tilbage fra 28,1 til 27,5 procent, mens SF lander på uforandrede 14,6 procent af stemmerne.
For alle tre partier er det dog fremgange i forhold til folketingsvalget i 2007.
Hos blå blok går De Konservative frem på valgkampens første dage fra 6,3 til 6,8 procent, Venstre fra 21,9 til 22,2 procent og Liberal Alliance fra 3,3 til 3,4 procent. Til gengæld går Dansk Folkeparti en smule tilbage fra 12,4 til 12,0 procent.
Kristendemokraterne kravler op ad mod to-procents-spærregrænsen og får i undersøgelsen 1,5 procent mod 1,2 procent for to dage siden.
Voxmeters nye måling omfatter 1000 repræsentativt udvalgte personer over 18 år. Cirka 21,5 procent udtrykker i målingen tvivl om, hvor de vil sætte deres kryds.
To andre meningsmålinger søndag bekræfter billedet af et stort forspring til den røde blok.
I en Rambøll-måling i Jyllands-Posten står de fire partier, der peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, til at få 95 mandater mod 80 mandater til den blå blok.
Og en Gallup-måling for Berlingske giver rød blok 93 mandater mod 82 til partierne bag statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
/ritzau/