- Så nu kommer de altså!

Søren K. Sørensen, Søllested, beretter her om, hvordan han husker begivenhederne 9. april 1940:

- Jeg var 10 år gammel, da tyskerne besatte Danmark. Jeg var sammen med min far og karlen i stalden på vores gård i Viborg klokken cirka 05.30, da vi pludselig kunne høre en voldsom brummen udenfor. Vi gik ud og så, at himlen over os var fyldt med en masse sorte fly, der fløj i tætte formationer. Jeg havde en lille rød lommebog med flymærker, som jeg hentede. Jeg kunne hurtigt konstatere, at det var tyske fly – og jeg kan tydeligt huske, at min far så udbrød: - Så nu kommer de altså.

- Senere på morgenen skulle jeg i skole som normalt, og klokken cirka 09.30 hørte vi statsminister Stauning i radioen opfordre alle til at forholde sig roligt. Vi kunne tydeligt fornemme på lærerne, at der var noget som ikke var som det skulle være. Stemningen var meget trygget, og der blev ikke sagt ret meget den dag.

- Aftenen blev brugt på at hænge tæpper for vinduerne. Vi skulle jo allerede mørklægge den første aften. Senere blev tæpperne så erstattet med de forfærdelige sorte mørklægningsgardiner.

- En begivenhed som i den grad har printet sig ind i min hukommelse udspillede sig et par dage efter 9. april. Jeg så tilfældigt to danske soldater stå og græde sammen. De var blevet interneret på besættelsesdagen, men løsladt igen en dag eller to senere. De fortalte, at de om morgenen den 9. april havde gjort en 20 mm maskinkanon klar til at skyde mod tyske fly, men fik hurtigt ordre på ikke at skyde. De var meget ulykkelige og følte at de havde svigtet. De var bange for at befolkningen så ned på dem, fordi de havde nedlagt våbnene uden at kæmpe.