Kirkeministeriet skal have nyt navn for at give plads til den voksende gruppe af muslimer, mener SF.
Kirkeministeriet skal have nyt navn for at give plads til den voksende gruppe af muslimer i Danmark.
Det mener i hvert fald venstrefløjen i Folketingets Kirkeudvalg, oplyser TV2 Nyhederne.
I stedet skal Kirkeministeriet skifte navn til Ministeriet for Livsanskuelser.
- Vi bevæger os helt klart imod at folk har alle mulige trosretninger og livsanskuelser og det skal vi kunne rumme, siger SF's Pernille Vigsø Bagge.
Kirkeminister Manu Sareen har ikke en officiel mening, om ministeriet skal hedde noget andet end Kirkeministeriet.
- Hvis Ligestillings- og Kirkeministeriet på et tidspunkt skal hedde noget andet, er det en sag for statsministeren, siger han i en kommentar.
Selvom Manu Sareen (R) planlægger en udredning af det kirkelige landskab i foråret kommer ministeriets navn altså ikke i spil i den forbindelse, fordi det alene afgøres af statsministeren.
Idéen om navneskiftet falder ikke i god jord hos hverken Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, eller hos De Konservative.
De Konservatives formand, Lars Barfoed, siger, at det er både naturligt og rigtigt, at vi har et kirkeministerium.
- Vi har en folkekirke i Danmark. Det fremgår af vores grundlov. Langt størstedelen af befolkningen er medlemmer af folkekirken. Hele vores kultur hviler på et kristent humanistisk grundlag, siger han og fortsætter:
- Derfor er det naturligt og rigtigt, at vi har et kirkeministerium, der tager sig af folkekirkens organisering og rammer.
Han betegner SF's forslag som et opgør med folkekirken og med grundfæstede danske værdier.
Pia Kjærsgaard siger ifølge TV2 Nyhederne, at hvis kun kommer til magten igen, vil det første initiativ blive at få Ministeriet for Livsanskuelser omdøbt til Kirkeministeriet igen.
/ritzau/